“Fahrenheit 9/11″ møder “The Manchurian Candidate”..

(Det hvide stykke i midten af teksten nedenfor indeholder en spoiler! Marker området med musen for at læse dette..)

Filmen er nærmest en hypotese som hedder “Kunne en komiker gå hen og vinde et præsidentvalg, og hvilken indflydelse ville dette have på den politiske dagsorden?”, og denne bliver beskrevet ganske godt og ganske plausibelt. Dette gælder også bi-plottet, som omhandler hvordan en kæmpe virksomhed, der har udviklet det elektroniske stemmesystem som vælgerne ligger deres lid til, forsøger at dække skandalen (om at deres system indeholder en fejl, som leder til at den valgte præsident er resultatet af hvordan ens navn staves, frem for antallet af stemmer) med diverse beskidte midler. Eftersom bi-plottet har den indflydelse på filmens udfald, som den har, er det en skam der ikke er blevet lagt flere timer i dette. Det bærer præg af at forfatter-teamet på filmen har en overværende stor indsigt i showbiz og især politik - måske Bill Maher har haft en finger med inde her? - men i langt mindre grad i det tekniske og falder da også i et par cliche’er omkring dette.

Hvad der er filmens styrke, er dens evne til at få sat fokus på amerikansk politik og på dennes forhold til lobbyister, firmaer, penge, etc. Her får den hele Michael-Moore-armen, inklusive et dokumentarisk feel, dog uden hypotesen bliver til “Kunne Michael Moore gå hen og vinde et præsidentvalg, …” (nok mere “Kunne Bill Maher gå hen og vinde …”).

Filmen er en øjenåbner for hvad amerikansk politik er blevet, med et komisk spark bag i, og med Robin Williams værende ham der har den ømmeste fod, er det ikke helt dårligt! 6 ud af 10..

(Filmen kan lånes som Favorit i BlockBuster.. Har endnu ikke fundet den i StereoStudio/TP Musikmarked)