The Tracey Fragments

02apr08

Ikke for den jævne biografgænger, levere Bruce McDonald en rimelig syret film, med split-screens og et nærmest vulgært karakter-drevet manuskript. I 77 minutter sidder du og kigger på fragmenter af tidslinien, spredt ud over skærmen (eller lærredet), og i starten tænker man, “fedt nok”, men kommer efter et kvarters tid til “slap nu af med det der..” hvorefter man er en smule irriteret. Men jeg syntes man vender sig til det – og man forsøger at få styr på alle fragmenterne (som hovedpersonen selv forsøger det).

Som filmen går imod slutningen, får man det endelige billede af almindelig teenage tøs, som står overfor almindelige teenage tøse-problemer, såsom kønsmodnelse, den store kærlighed, de umulige forældre, etc, og dette bliver enddog opsummeret i starten af filmen, da Tracey (vha. voice-over) siger:

“My name is Tracey Berkowitz. Fifteen. Just a normal girl who hates herself.”

Men for Tracey er historien, omend almindelige på mange områder, ligeledes grum på andre. Hendes lillebror er blevet væk og forældrene (faren fysisk fraværende, og moren psykisk) bebrejder hende, så meget at hun stikker af hjemmefra og ender iblandt storbyens mindre charmerende steder. Historien og problemstillingerne er ikke nye, og minder nok mest om filmen “Thirteen“, af Catherine Hardwicke, i tematikken (og som ligeledes i høj grad er drevet af hovedkarakterne).

Dialogerne må nok være det som har mindst fokusering i Tracey fragmenterede verden. Der er enkelte guldkorn, men det ville være en skam at kalde det dialoger (vel nok nærmere monologer). Det skal ikke være nogen hemmelighed at McDonald har valgt at ligge fokus på klipningen, som et par gange får én til at føle man sidder og kigger på en musikvideo til et punkband! Sammen med produceren lod de sig inspirere af titlen, og skønt det kun tog 14 dage at filme det hele, tog det McDonald og hans tre klippere 9 måneder at færdige gøre den. Hans egne ord for det færdige resultat, minder da også en del om hans beskrivelse af hvordan klipningen skulle fremstå som Traceys (og mange andres) hukommelse og dennes virke:

“Hey, check this out. It’s a crazy, cooky, fucking weird movie”

Og hvorfor skulle man så se denne lavbudgets film? Det skal du hvis du..
.. vil se en stærk optræden af Ellen Page.
.. vil opleve en anderledes, eksperimenterende (og lidt syret) film.
.. har tålmodighed og åbent sind overfor ovenstående

Jeg bliver nød til at give filmen 5+2/10 (7/10), 5 fordi den er middelmådig god, og +1 for sin eksperimenterende form, som jeg mener er et positivt og frisk pust, og så +1 mere fordi jeg er hemmeligt forelsket i Ellen Page (og hun er tæske god!).

Arkiveret under:Film   |  1 Comment
Tags:anmeldelse, Ellen Page, Film