“Fahrenheit 9/11″ møder “The Manchurian Candidate”..

(Det hvide stykke i midten af teksten nedenfor indeholder en spoiler! Marker området med musen for at læse dette..)

Filmen er nærmest en hypotese som hedder “Kunne en komiker gå hen og vinde et præsidentvalg, og hvilken indflydelse ville dette have på den politiske dagsorden?”, og denne bliver beskrevet ganske godt og ganske plausibelt. Dette gælder også bi-plottet, som omhandler hvordan en kæmpe virksomhed, der har udviklet det elektroniske stemmesystem som vælgerne ligger deres lid til, forsøger at dække skandalen (om at deres system indeholder en fejl, som leder til at den valgte præsident er resultatet af hvordan ens navn staves, frem for antallet af stemmer) med diverse beskidte midler. Eftersom bi-plottet har den indflydelse på filmens udfald, som den har, er det en skam der ikke er blevet lagt flere timer i dette. Det bærer præg af at forfatter-teamet på filmen har en overværende stor indsigt i showbiz og især politik - måske Bill Maher har haft en finger med inde her? - men i langt mindre grad i det tekniske og falder da også i et par cliche’er omkring dette.

Hvad der er filmens styrke, er dens evne til at få sat fokus på amerikansk politik og på dennes forhold til lobbyister, firmaer, penge, etc. Her får den hele Michael-Moore-armen, inklusive et dokumentarisk feel, dog uden hypotesen bliver til “Kunne Michael Moore gå hen og vinde et præsidentvalg, …” (nok mere “Kunne Bill Maher gå hen og vinde …”).

Filmen er en øjenåbner for hvad amerikansk politik er blevet, med et komisk spark bag i, og med Robin Williams værende ham der har den ømmeste fod, er det ikke helt dårligt! 6 ud af 10..

(Filmen kan lånes som Favorit i BlockBuster.. Har endnu ikke fundet den i StereoStudio/TP Musikmarked)

Ikke for den jævne biografgænger, levere Bruce McDonald en rimelig syret film, med split-screens og et nærmest vulgært karakter-drevet manuskript. I 77 minutter sidder du og kigger på fragmenter af tidslinien, spredt ud over skærmen (eller lærredet), og i starten tænker man, “fedt nok”, men kommer efter et kvarters tid til “slap nu af med det der..” hvorefter man er en smule irriteret. Men jeg syntes man vender sig til det - og man forsøger at få styr på alle fragmenterne (som hovedpersonen selv forsøger det).

Som filmen går imod slutningen, får man det endelige billede af almindelig teenage tøs, som står overfor almindelige teenage tøse-problemer, såsom kønsmodnelse, den store kærlighed, de umulige forældre, etc, og dette bliver enddog opsummeret i starten af filmen, da Tracey (vha. voice-over) siger:

“My name is Tracey Berkowitz. Fifteen. Just a normal girl who hates herself.”

Men for Tracey er historien, omend almindelige på mange områder, ligeledes grum på andre. Hendes lillebror er blevet væk og forældrene (faren fysisk fraværende, og moren psykisk) bebrejder hende, så meget at hun stikker af hjemmefra og ender iblandt storbyens mindre charmerende steder. Historien og problemstillingerne er ikke nye, og minder nok mest om filmen “Thirteen“, af Catherine Hardwicke, i tematikken (og som ligeledes i høj grad er drevet af hovedkarakterne).

Dialogerne må nok være det som har mindst fokusering i Tracey fragmenterede verden. Der er enkelte guldkorn, men det ville være en skam at kalde det dialoger (vel nok nærmere monologer). Det skal ikke være nogen hemmelighed at McDonald har valgt at ligge fokus på klipningen, som et par gange får én til at føle man sidder og kigger på en musikvideo til et punkband! Sammen med produceren lod de sig inspirere af titlen, og skønt det kun tog 14 dage at filme det hele, tog det McDonald og hans tre klippere 9 måneder at færdige gøre den. Hans egne ord for det færdige resultat, minder da også en del om hans beskrivelse af hvordan klipningen skulle fremstå som Traceys (og mange andres) hukommelse og dennes virke:

“Hey, check this out. It’s a crazy, cooky, fucking weird movie”

Og hvorfor skulle man så se denne lavbudgets film? Det skal du hvis du..
.. vil se en stærk optræden af Ellen Page.
.. vil opleve en anderledes, eksperimenterende (og lidt syret) film.
.. har tålmodighed og åbent sind overfor ovenstående

Jeg bliver nød til at give filmen 5+2/10 (7/10), 5 fordi den er middelmådig god, og +1 for sin eksperimenterende form, som jeg mener er et positivt og frisk pust, og så +1 mere fordi jeg er hemmeligt forelsket i Ellen Page (og hun er tæske god!).

Har for nylig tilmeldt mig IMDb Pro, for en gratis periode af 14 dage, som giver adgang til en del guldkorn og et lækkert interface hvis man vil have sig et overblik over hvad der rører sig i filmindustrien. Og netop her fandt jeg det jeg ville kalde “den næste Eternal Sunshine”, ikke fordi den på nogen måde har noget med filmen Eternal Sunshine of the Spotless Mind at gøre, men fordi jeg havde samme ansigtsudtryk og samme tanker, da jeg så rollelisten til begge film.

Den nye film hedder The Trial of the Chicago 7, og som det kan ses via linket, består rollelisten bl.a. af: Will Smith, Kevin Spacey, Sacha Baron Cohen, Philip Seymour Hoffman, Taye Diggs (fra den, desværre, tidligt dræbte serie “Day Break”) og Jeff Daniels. Filmen tager udgangspunkt i sagen om de 7 personer, som i 1968 blev sigtet for konspiration da de ledte en demonstration imod Vitenam-krigen under præsidentkapløbet samme år, hvor både Martin Luther King, Jr. og Robert F. Kennedy blev skudt. Filmen er instrueret af Steven Spielberg (behøver vist ingen referencer, og skrevet af Aaron Sorkin (”The West Wing”, “Studio 60 of the Sunset Strip” og senest Charlie Wilson’s War), og Will Smith skal spille lederen af “Black Panther Party”, Bobby Seale, hvilket kunne flytte ham ud af hans kliche-fyldte roller, og over i noget med lidt mere substans.

Har lige fundet, endnu, en fed feature som gør Gmail noget overlegen frem for andre webmail-services. Man kan tilsyneladende tilføje “+bank” i sit brugernavn i email-adressen, og så give den til sin bankrådgiver f.eks. Således sender han/hun mails til xeroxlife+bank@gmail.com, og den ryger i samme inbox, og jeg kan nemt håndtere mailen automatisk som jeg vil: slette den med det samme, flytte den til en bestemt mappe, videresende den, etc. Genial funktion!

Så har efterfølgeren til Boondock Saints endelig fået grønt lys. Læs mere ved Filmz.dk…

I min studiegruppe (B126) på Aalborg Universitet havde vi idag lidt af et gennembrud, da vi fik en kugle til at trille rundt på skærmen alt efter hvordan man bevæger computeren, hva. Sudden Motion Sensor‘en.

Dette er vores første større gennembrud i vores projekt, hvor vi vil lave et spil a’la “Labyrinth” til iPhone. Du kan følge med i dette på vores gruppes blog.

Der er benyttet et script som kører fra terminalen i OSX og skriver nogle data ud, som Flash så efterfølgende fortolker til nogle x- og y-koordinater. Det har stadig nogle bugs og er selvfølgelig kun det første skridt ud af mange.

Idag frigav Apple deres SDK (Software Developer Kit) til iPhone og iPhod Touch. Der er VIRKELIG mange fede nyheder i dette, så hvis du er mere interesseret, burde du følge dette link! Desuden har jeg lavet et sammendrag i punktform, som er lidt hurtigere læst!

I denne uge blev det til:
- Hard Candy (Ellen Page)
- Amélie (Audrey Tautou)
- Der Untergang, Extended Edition (Bruno Ganz)
- Ratatouille (Brad Bird, dir.)

Det tog et godt stykke tid for det, at synke ind i skallen på Microsoft. Men i går kunne Microsoft meddele at de i deres næste version af browseren Internet Explorer, vil inkludere de samme åbne standarder som alle andre browsere på markedet, for korrekt gengivning af de grafiske elementer på hjemmesider.

Selvom det nok ikke betyder det store for gennemsnitsbrugere af internettet, så er det er SERIØS stor lettelse for mange webdesignere og -udviklere!

Bliver nød til at poste denne nyhed fra TV2.dk. Håber ikke jeg støder nogen, hvis jeg putte denne mand i samme boks som psykisk syge. Der må være et eller andet galt!